






Platanvej 92, 8930 Randers NØ
Indflytningsklart rækkehus, hvor alt det store allerede er gjort
Vi er stolte over at kunne byde dig velkommen til dette skønne rækkehus på Platanvej 92, Randers NØ. Her er tænkt over detaljerne, materialerne er nøje udvalgt, og boligen fremstår lys, moderne og helt klar til nye ejere. Det er et hjem, hvor du kan flytte direkte ind og bruge tiden på hverdagen – ikke på renoveringsprojekter.
Boligen rummer 97 veludnyttede m², hvor planløsningen er moderniseret med mere åbne og sammenhængende rum. Allerede i entréen mærker du den lyse og indbydende atmosfære. Her er åbnet op til bryggerset, hvilket skaber et flot lysflow gennem boligen og giver en dejlig rummelighed.
Køkkenet er elegant indrettet med stilrene hvide elementer, god bordplads og en praktisk skabsvæg med indbygningsovn i en behagelig arbejdshøjde. Køkken-alrummet ligger i åben forbindelse med den lyse opholdsstue, hvor de store vestvendte vinduer lukker dagslyset ind og skaber en skøn stemning dagen igennem. Herfra er der direkte udgang til den overdækkede terrasse og den lukkede have, som er anlagt, så den er lige så nem at holde, som den er dejlig at opholde sig i.
Badeværelset er gennemgribende renoveret med flotte klinker, bruseniche, nyt oplukkeligt vindue og håndklædetørrer, mens boligen desuden byder på et stort soveværelse og et regulært ekstra værelse, som kan indrettes efter behov. Der er gulvvarme på badeværelset.
Hele boligen fremstår harmonisk med nye gipslofter, filt på væggene, nye ensartede gulve i opholdsrum og værelser samt elegante klinkegulve i entré, bryggers og badeværelse. Samtidig er alle vinduer og udvendige døre udskiftet, hvilket fuldender det moderne udtryk.
Udendørs fortsætter den nemme livsstil. Den tidligere carport er ombygget til et praktisk udhus, samtidig med at der fortsat er carport til bilen. Foran huset er der skabt et hyggeligt terrasse- og loungemiljø, hvor sommerdagene kan nydes med minimal vedligeholdelse.
Platanvej er et særdeles attraktivt sted at bo med en velfungerende grundejerforening, et godt naboskab og rolige omgivelser. Her bor du tæt på indkøb, busforbindelser, daginstitutioner og den skønne natur omkring Bækkelundsstien og Nordre Fælled.
Et gennemført rækkehus til dig, der ønsker en bolig, hvor både hjemmet og hverdagen er gjort lidt lettere.



