Valløvej 8, Dronningborg, 8930 Randers NØ

Har I drømmene klar på tegnebrættet, men mangler huset? Så bør I se nærmere på Valløvej 8 i Randers. Denne etplansvilla giver jer mulighed for at istandsætte og skabe det ultimative drømmehus - præcis som I vil have det.
Villaen ligger i et roligt og børnevenligt kvarter, hvor I trygt kan sende børnene over vejen for at lege med kammeraterne. Ikke langt fra hoveddøren møder I Bækkestien, som er perfekt til hyggelige gåture med børn og hund. Derudover er I tæt på indkøb, Østervangsskole og daginstitution.
Villaens 145 m2 har originale og stemningsfyldte detaljer, fra da boligen blev opført i 1962. Dette ses blandt andet med træbeklædning på væggene, badeværelset i jordnære farver samt de franske døre ind til spisestuen med blyindfattede ruder. Som en ekstra finesse gemmer der sig i spisestuen under væg-til-væg-tæppet et parketgulv i sildebensmønster.
Boligen er løbende vedligeholdt, dog vil de fleste sikkert lade sig friste af at opdatere rummene hen ad vejen - her kan I nemlig få de optimale rammer til familietid og samvær. Efter I har parkeret bilen i carporten, kan I fortsætte ind i huset via to indgange. Den ene indgang fører til en rummelig entré, hvor I på venstre hånd finder bryggerset og på modsatte side ligger det lyse spisekøkken.
Vælger I den anden indgang viser fordelingsgangen vej til tre værelser med skabe, som deles om det funktionelle badeværelse med badekar. Fordelingsgangen leder også videre til samme spisekøkken og to stuer en suite med lysindfald fra mange vinduespartier. I den ene stue er der et smart indhak, hvor I let vil kunne etablere en hyggekrog til børnene eller et hjemmekontor til forældrene. Adskilt af franske døre møder I den regulære spisestue.
Sommermånederne tilbringes på fliseterrassen og i den store, grønne have med farverige blomster.
Kontakt os for en fremvisning på 8710 4100.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.